Magisk oplevelse

Magisk oplevelse - styr på børnene

"Det er fantastisk at flytte hen, hvor der tages hånd om ens børn, så de hurtigt har en tryg hverdag i børnehave og skole. Det er vigtigt for os voksne", siger Gitte Hvid Herold og Mikkel Zeilberger Herold. De flyttede fra Århus til Vejen i 2008 med deres to piger Ida og Sara, dengang tre og fem år.

Ida og Sara startede i Vorupparkens Børnehave i Vejen. "Her kom vi til en børnehave, der havde rigtig mange aktiviteter som for eksempel en tur i svømmehal hver tredje uge, tur i idrætscentret, biograftur, udflugt til Vejen Kunstmuseum, besøg af musikpædagog, cirkus og en årlig tur i koloni. Der var hele tiden projekter. Og der var bare pædagogisk styr på det", siger Gitte.

Fokus på børnenes udvikling
"For eksempel lavede børnehaven planer for udviklingen af børnegrupperne og havde en rigtig god dialog med os forældre om vores børns sprogudvikling, alt sammen for at give vores børn de bedste muligheder; blandt andet i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole", fortæller Mikkel engageret.

"Sara fik efterfølgende en rigtig god overgang til og start på Østerbyskolen", fortsætter han. Som Gitte glad udtrykker det: "Der er edermame styr på børnene i Vejen."

Kvalitet for pengene
"Og alt det fik vi til det halve af den pris vi gav i Århus", siger Gitte. "Og for os så det ikke ud som om, der var hverken færre eller flere end i vores gode børnehave i Århus. Men her virkede pædagogerne til at have mere overskud, og ungerne var så glade for dem".

Ida, der nu er otte år og går i 1. klasse på Østerbyskolen, nikker og siger, at hun stadig kan huske hendes pædagoger Helen og Åse fra børnehaven.

Fra Århus til Vejen
Både Gitte og Mikkel har læst i Århus og boede i lejlighed. "Men vi vidste, at vi ikke ville blive boende i det område, hvor vi boede, når pigerne nåede skolealderen. Skolerne der havde ikke et særlig godt ry. Desuden er der mange jobsøgende i Århus om relativ få job, og huspriserne var tårnhøje. Vi vidste derfor, at vi på et tidspunkt ville flytte fra Århus, selvom det meste af vores familie bor der", fortæller Gitte.

Gitte havde job i Hedensted, som hun pendlede til fra Århus. Da Mikkel blev færdig med sin uddannelse og fik job på Handelsskolen i Vejen, var Sara fem år og skulle snart i skole. Tiden var kommet til, at familien Herold ville flytte. Men hvortil?

Tæt på det hele
"Vi havde aldrig tænkt på Vejen Kommune som et sted at bo. Og det selvom vi jævnligt havde været på besøg hos mine fætre og kusine her i Vejen", siger Mikkel. Men de begyndte alligevel at kigge efter huse i Vejen og i byer rundt om Vejen. Gitte søgte også arbejde tættere på Vejen.

"Det var vigtigt for os både at slippe for lang kørsel til arbejde, og samtidig at bo tæt på en motorvej. Prisniveauet betyder meget for nyuddannede og i Vejen Kommune er kvadratmeterpriserne på huse, vandafgifter og skatter for eksempel lavere, så Vejen var attraktiv for os", forklarer Mikkel.

Gitte og Mikkel fandt et dejligt hus i et roligt kvarter i Vejen tæt på naturen. Og kort efter fik Gitte arbejde som musikskoleleder på Vejen Musikskole. Der er blevet taget rigtig godt imod familien af naboerne på vejen, hvor de fra starten blev inviteret med til de årlige vejfester med mere.


Kan gå og cykle til det meste
Ved at flytte fra Århus til Vejen har familien fået alt det, de behøver inden for gå- og cykelafstand. "I Århus boede vi udenfor cityringen, og vi skulle køre til det meste, selv indkøb. Det er fantastisk, at vi ved at flytte fra Århus til Vejen nu ikke længere behøver at køre i bil for at købe ind. Desuden er der i Vejen midtby mange specialbutikker. Og her i Vejen har vi faktisk et større idrætscenter, end der er i Århus", siger Gitte smilende.

"Og vi er hurtigt på motorvejen, hvis der skulle være enkelte ting, vi er nødt til at køre efter, og vi kan være hos familien i Århus i løbet af en times tid", supplerer Mikkel.

At der er både gymnasium og handelsskole er heller ikke uvæsentligt. Det betyder en slags fremtidssikring i forhold til vores børns uddannelsesmuligheder. "Her er det hele", siger Gitte og Mikkel.

Interview april 2013