Livsglæde

Smittende livsglæde og plads til teenagere

Basil Amin og Basma Al- Yousif kan godt lide at have plads og bo på landet. Derfor flyttede de i 2007 fra en lejlighed i Ribe til Sdr. Hygum. Her købte de et dejligt hus med værelser nok til deres tre teenagere.

Ud hvor kragerne vender?
At det blev Sdr. Hygum var lidt af en tilfældighed. - "Vi kendte ingen i Sdr. Hygum, før vi flyttede hertil, men vi er blevet taget rigtig godt imod - ja, vi fik også mange blomster", smiler Basma glad.

Familien stortrives i Sdr. Hygum. "Vi er ikke vant til at bo i en lejlighed, og vi kan godt lide at bo på landet. Derfor er vi bare så glade for huset her i Sdr. Hygum", siger Basil. Deres ønske var at få plads nok til, at børnene kunne få hver deres eget værelse.

Det ønske gjorde det sværere at finde hus og endnu sværere lejlighed. Men i Sdr. Hygum fandt de et dejligt hus med masser af plads og en stor have, til en overkommelig pris. - Og de tre teenagere nyder at have eget værelse.

Det gode hverdagsliv i dejlig landsby - på landet og tæt på.
"Vi har det nødvendige her i Sdr. Hygum, og det vi ikke har, kan vi hurtigt skaffe i Ribe, Rødding eller Vejen", siger Basil. Har familien lyst til en biograftur eller en tur i svømmehal, tager de gerne til Røddingcentret i nabobyen. Desuden synes familien også, at Vejen Idrætscenter er et rigtig dejligt sted.

I Sdr. Hygum er der købmand, børnehave, aktivitetscenter, hjemstavnsgården og ikke mindst kirken, som Basma bruger meget. Bussen holder næsten lige uden for døren. Familiens unge tager på løbeture med hunden Storm og cykelture i den dejlige natur.

"Ja, vi manglede bare, at børnene kunne cykle sikkert til Rødding. Dette ønske blev også opfyldt, da vi fik en cykelsti til Rødding for to år siden", ler Basma.

Plads til interesser
Ud over eget værelse til hvert af børnene har flytningen til Sdr. Hygum også betydet bedre plads til fritidsinteresser. For Basil bliver den sparsomme fritid også brugt på musik og maling. De fleste malerier i hjemmet har Basil selv malet. Pigerne maler også. Sine kreative evner har Basil også brugt på Kunstmuseet i Vejen, hvor han arbejdede i en kort periode.

Familien er ligeledes meget glade for husets store have, hvor de dyrker egne grøntsager i såvel drivhuset som i køkkenhaven. De har også plantet flere frugttræer, hvor de af bærrene laver dejlige marmelader og kager.

Til Paradis
Familien kommer fra Irak. For 12 år siden havde de ikke turdet drømme om det liv, de har i dag. Basil har været i den irakiske hær i 10 frygtelige år. Da han blev genindkaldt, valgte han at flygte fra Bagdad via Nordirak til Danmark. Da Basil flygtede, ville det gå hårdt ud over Basma og børnene, derfor var Basma og deres tre børn også nødt til at flygte men uden pas kun til Jordan.

Basma og børnene kom til Danmark den 12. august i 2004. - "Da vi sad i bilen på vej fra lufthavnen og så det dejlige grønne landskab og de smukke huse, spurgte jeg Basil, om han boede i et paradis", griner Basma glad. "Vi har fejret dagen for vores ankomst til Danmark lige siden".

"Her i Danmark har vi oplevet hjælpsomhed og at tingene bare går. Vi har ikke haft så meget kontakt til kommunen, da vi begge har været i arbejde. Men den daglige service med for eksempel renovation og genbrugspladser foregår optimalt og perfekt.
Vejen Kommune ydede desuden den nødvendige hjælp, da vi havde brug for det. Det var for eksempel, da jeg søgte om mulighed for at kunne supplere min uddannelse indenfor mit fag", siger Basma taknemmeligt.

Uddannelse og arbejde er vigtigt
For Basil og Basma er uddannelse og arbejde vigtigt. Den holdning præger også deres børn, der alle er i gang med uddannelse.

Amin går på VUC med det mål at starte på Teknisk Skole til produktionsassistent eller teknisk designer. Det er vigtigt for Amin at tage en uddannelse og få et arbejde, trods det hørehandicap han har. Både Mariam og Dalia går i gymnasiet, og Dalia overvejer senere at læse videre til dyrlæge eller farmaceut.

Basil er uddannet mejeriingeniør i Irak og uddannelsen er godkendt i Danmark. Men det har været svært at finde job indenfor hans fag. I dag arbejder Basil på Valsemøllen i Esbjerg med melblandinger til blandt andet bagere.

Efter blot to år fra ankomsten til Danmark, og mens hun stadig gik på sprogskolen, fik Basma sit første job i Danmark som kasseassistent. Basma er uddannet arkitektingeniør i Irak. Hendes fem studieår er godkendt i Danmark, som svarende til fire års arkitektuddannelse. For at kunne bruge uddannelsen, skal hun tage de to kandidat år i enten Århus eller København.

I stedet har Basma valgt at supplere sin uddannelse med den tre et halvt-årige uddannelse til bygningskonstruktør, som i forhold til hvad Basma har hørt, giver flere jobmuligheder. Uddannelsen blev taget på Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg, og Basma blev færdig som bygningskonstruktør i januar 2013 med et flot 10-tal i specialet og et 7 tal i afgangsprojektet.

Interview marts 2013