Iværksætter

Anita ser muligheder i Vejen Kommune.

Anita Nielsen flyttede i 2008 til Vejen Kommune, hvor hun startede sit eget konditori, Kageriget. Hun er glad for at være iværksætter i kommunen.

Efter at være udlært som konditor i København, havde Anita lyst til at starte sit eget. I Jylland så hun muligheder for at få en forretning op at køre. "Jeg tænkte, Jylland må være et marked, for søges der på google er der ingen, som tilbyder bryllupskager i Jylland. Der må jeg kunne lave nethandel med en lille niche med mine bryllups- og festkager. For jeg mener, at jeg kan noget, som ikke ret mange andre kan. I Jylland er der muligheder for virkelig at udvikle, tænke nye tanker, have indflydelse og præge udviklingen", fortæller Anita.

Anita ville gerne have en central geografisk placering, og derfor overvejede hun Odense og Trekantsområdet. For nethandel med levering ud i det ganske land var det også væsentligt med en placering med god infrastruktur og acceptable trafikale forhold ind og ud af byen.

Valgte Vejen Kommune 
"Jeg kunne godt lide idéen om en mindre by til min internetbaserede specialforretning", fortæller Anita. At det blev i Vejen Kommune hun startede, skyldes dels familiemæssige relationer til området og i særdeleshed den positive interesse og hjælp hun fik af Erhvervscentret (nu UdviklingVejen).

"Jeg er glad for at være flyttet til og have startet egen virksomhed i Vejen Kommune. Med den erhvervsudvikling, der er i Vejen Kommune på fødevareområdet ser jeg synergimuligheder mellem virksomheder, fra storproducenter med mange produkter til de specialiserede. Det vil også være en god måde at få en stor produktion og samtidig have et udstillingsvindue ved at samarbejde med andre", siger Anita, der er fyldt med idéer, gåpåmod og tro på fremtiden.

Godt sted at starte op
Anita flyttede til Vejen Kommune og startede sin produktion op i Kvickly Vejens lokaler. Forretningen gik godt, og Anita fik hurtigt brug for mere plads. Chancen kom, da en bagerbutik i Holsted blev ledig.

"Jeg synes, Vejen Kommune har været et godt sted at starte op som selvstændig. Både med den hjælp, jeg har fået, og at omkostninger til blandt andet husleje er forholdsmæssigt små. Det er ikke ret mange steder som i Holsted, hvor du kan have produktion og butik liggende samme sted midt i en by og ikke får en placering i et industrikvarter. Det er en god måde at få en stor produktion og samtidig være synlig lokalt", siger Anita.

Vejen til drømmen som konditor
Anita ville egentlig læse til dyrlæge efter studentereksamen. Men først bragte hendes rejselyst hende til udlandet, hvor hun arbejdede flere steder. Anita fik det nye mål at blive konditor. Men det var svært at finde læreplads, så hun fik plads som bagerlærling hos Føtex-bageren i Vejle. Efter læretiden var veloverstået, forfulgte Anita sin konditordrøm til København.

Hun fik job som bager hos et konditori midt i København men lavede efterhånden mere og mere konditorarbejde. Hun havde flair for de delikate kager og kom hurtigt til at stå for alle bryllupskagerne. Hun blev konditorlærling og sugede masser af erfaring til sig undervejs. Hun fik også æren af at være med til at lave kronprinseparrets bryllupskage.

Interview februar 2013