Genial placering

Genial placering lige midt i jobmulighederne   

Ellen Møller Hansen og hendes tidligere samlever Michael har boet mange steder, inden de flyttede til Brørup, hvor de begge stadig bor, fordi her har de mange muligheder inden for kort køreafstand.  

Med jernbanen og motorvejen er det let at komme ud i verden fra Brørup. I bil kan man nå utroligt langt på relativ kort tid, for eksempel kan man nå til Esbjerg på 30 minutter og til Kolding på 20 minutter. På lidt over en time når man til Århus og Odense. Og der er lufthavn i Billund og Hamburg, som hurtigt kan konkurrere med CPH.
"I Brørup er det nemt at komme ud og hjem igen, derfor behøves ikke alt være lokalt. - Det giver muligheder og frihed", mener Ellen, "Brørup har en god størrelse. Vi har alt inden for gåafstand både gode pasningstilbud og indkøbsmuligheder og andre butikker - og stadig naturen i baghaven".

Måtte flytte efter job
Ellen kommer oprindelig fra Fyn, mens Michael er fra København. De mødte hinanden, da de begge studerede i København. Ellen studerede på Landbohøjskolen som agronom og Michael på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) som civilingeniør.
Ellens muligheder for job var og er gode i hele landet især Fyn og Jylland. Derfor var det vigtigste dengang, at Michael fandt et job.

Efter endt uddannelse søgte Michael arbejde i København, men det var ikke let. Han søgte blandt andet et job i Ørestaden. Et firma tilbød en toårig udstationering i Aberdeen i Skotland og herefter en stilling i deres nye afdeling i Esbjerg. "Det vigtigste for Michael var at komme ind på arbejdsmarkedet, og så måtte vi flytte efter arbejdet", fortæller Ellen.

Ellen havde arbejde på Fyn, og da Michael flyttede tilbage til Danmark med arbejde i Esbjerg, boede han og Ellen først sammen en kort tid i Odense. Så fik Ellen job i Vojens som rådgiver inden for svineproduktion. "Derfor flyttede vi til Kolding, hvor vi havde cirka lige langt på arbejde, - og når du skal have slæbt en med fra København, er du nødt til at gå efter de lidt større byer først", siger Ellen med et smil.

Ønske om mere plads
Med tiden voksede ønsket om at få mere plads. De kiggede på huse i Børkop, Kolding, Vejen og Brørup. De overvejede også kort Esbjerg, men der var ingen god vej til arbejdet i Vojens. De fik både en central placering og mest for pengene i Brørup, hvor de havde overskud til at bygge deres eget drømmehus.

Blev en familie
I 2012 fik Ellen og Michael deres første barn; deres lille, glade solstråle Ea, og i november 2014 fik de deres andet barn; deres lille gavtyv Ebbe.
Ea går nu i børnehave, som egentlig er en integreret institution, hvor Ebbe også kunne gå, men Ellen og Michael har været så glade for Eas dagpleje, at de valgte, at Ebbe også skulle have lov til at blive passet der. "Det er simpelthen så hyggeligt, det er ikke ualmindeligt, at vi i løbet af dagen får en MMS på mobilen fra dagplejen med billede", fortæller Ellen glad.

I dag er de stadig en familie med to børn, en far og mor, men de har to adresser. "De adresser har vi valgt stadig skal være i Brørup, for børnene er simpelt så glade for deres dagpasning, og Brørup er stadig midt imellem vores to nuværende arbejdspladser og midt i et område med mange arbejdsmuligheder for os begge to. - Her hænger vores hverdag sammen for os og vore børn, derfor valgte vi Brørup igen", siger Ellen. 

Interview august 2016