Familieliv

Tid til familieliv

At have tid til det nære og samtidig kunne have en karriere er vigtigt for Anja og Martin Nytofte-Bæk. De flyttede fra Horsens til deres drømmehus i Brørup i 2011.

Fra studieliv i Horsens til et strategisk kryds - i Brørup
Hverken Anja eller Martin havde troet, at de ville flytte til Brørup. Anja er opvokset i Kolding og Martin i en Vester Nebel en lille by udenfor Kolding. Planen var at blive i Horsens eller vende tilbage til Kolding-området, men arbejde, infrastruktur og huspriser førte dem til Brørup.
 
Martin læste til bygningskonstruktør på ingeniørhøjskolen i Horsens og Anja til revisor. Efter endte studier boede de stadig i Horsens, da deres første søn Marcus blev født knap halvanden måned for tidligt. Martin fik efter en kort periode med arbejdsløshed arbejde hos Styropack i Glejbjerg i Vejen Kommune.

I starten kørte han hver dag ca. 125 km frem og tilbage. Det gav ikke meget tid sammen med lille Marcus. Da Anja blev arbejdsløs, besluttede de derfor at flytte tættere på Martins arbejde - og helst inden Markus skulle starte i dagpleje.

Det hele indenfor rækkevide
Fra sin opvækst i Kolding er Anja vandt til at kunne cykle til alt, og Anja havde svært ved at skulle bo et sted, hvor hun ikke kunne det. De kiggede både på huse og grunde i Kolding og i flere byer i Vejen Kommune. Men det endte med en stor byggegrund i Brørup.
Ved at bosætte sig i Brørup er de kommet tættere på familien, men har kunnet få meget mere hus for pengene end de ville kunne i Kolding.

"Og jeg kan stadig cykle endda gå til det meste af det, vi har brug for i hverdagen", smiler Anja. "Det er flot og vigtigt, at vi i Brørup har fx et velfungerende sundhedscenter med læge og lægevagt, genbrugsplads, bank og biograf med de nyeste film" supplerer Martin.
De er faldet godt til i Brørup. Martin har selv tegnet huset, som de inden byggeriet lavede en model af i måleforholdet 1:10. De bor i dag i deres helt unikke store lyse drømmebolig.

Familien bruger også tilbuddene i andre byer i kommunen. De er næsten hver søndag i svømmehallen i Røddingcentret, hvor der er et dejligt opvarmet bassin. - "Og børnene bliver så dejlig trætte", smiler Martin. "Konceptet for Vejen Idrætscenter i Vejen er helt fantastisk både idræts- og kulturmæssigt. Det er fx fantastisk, at de kan samle ca. 800 mennesker til en forestilling med Andreas Bo" siger Martin.

"Samtidig kan vi nemt komme til tilbud udenfor kommunen fx med tog eller med bil på motorvej E20 lige udenfor byen".
 
"Vi har i Vejen Kommune byer med et levende handelsliv som fx Vejen, Brørup og Rødding og mange mindre forskellige kulturtilbud, men det er også afgørende for bosætning", mener både Anja og Martin.

Klar til et lokalt tilhørsforhold
"Vi var klar til et skift fra studenterlivet til et liv med et lokalt tilhørsforhold og engagement. I Horsens var vi ude for, at vores underbo flyttede, uden vi opdagede det. Her i Brørup kender de fleste hinanden. Det var lidt svært i starten, for alle vidste hvem vi var, men vi kendte ikke nogen. Men det var den nærhed, vi ønskede", siger Martin.
 
"Og vi er blevet taget rigtig godt imod", smiler Anja. "Fx fik jeg lov til at starte i mødregruppe i Brørup, mens vi stadig boede i Horsens, - vi var jo på vej. Og da vi flyttede herned var sundhedsplejersken fra dag ét opmærksom på, at Markus var for tidligt født og støttede med viden og tilbud. Det var en utrolig god oplevelse" siger Anja.

Anja og Martin har siden de flyttede til Brørup fået en søn mere. Oliver, der er startet i dagpleje, og Anja er startet på arbejde igen. Dog ikke i det job hun havde i Give men er pr. 1. januar 2013 startet hos Vejen Forsyning. Det er lille familie med en travl hverdag, men der er ro og kærlig glæde i huset.

"Det, at vi kan få familieliv og arbejde til at fungere i hverdagen, betyder alt for os. Det kræver især velfungerende børneinstitutioner, indkøbsmuligheder og god infrastruktur. Og det fungerer for os her i Brørup, her er gode pasningsmuligheder, selvom dagplejeåbningstiderne kan klemme os tidsmæssigt.

Martin og Anja kendte ikke nogen i Brørup, inden de flyttede hertil, men de har fået et lokalt netværk via dagpleje, børnehave, grundejerforening og dagplejens nabo, der flyttede i hus på samme vej som dem. De deltager i lokale aktiviteter, hvor en af de mere specielle er den årlige lurfest.
 
Både Anja og Martin er uddannede idrætsinstruktører og glæder sig til, at de får tid og overskud i hverdagen til at bidrage til det lokale idræts- og fritidsliv. "Men det bliver nok først, når børnene er lidt ældre", smiler de.

 

Interview marts 2013