Alle aldre

 

Jels er en by for mennesker i alle aldre

Dette havde vi måske ikke med i vores overvejelser, da vi efter 12 år med uddannelse og arbejde i Odense, valgte at flytte til Jels. Vi havde fokus på det mange børnefamilier har, såsom pasningsmuligheder, skole og fritidstilbud. Vi lagde også vægt på, at det skulle være muligt for vores dengang 2, nu 3 børn at transportere sig selv til aktiviteter og venner i byen. 

Efter at have boet i Jels i 12 år og med børnene godt på vej, tænker vi kun positivt om fremtidens muligheder for også at have et aktivt seniorliv her. Selvom det ikke ligger lige for endnu, kan vi se, der er mange aktiviteter for den ældre del af byens borgere. Det være sig motion i hallen, cykelture, krolf, aktiviteter på Plejecenteret Dixensminde -  og er man frisk er der mulighed for at spille tennis, ro i roklubben, vinterbade…. osv. osv.

Der eksisterer et rigt foreningsliv med et stort og varieret tilbud og man behøver absolut ikke kede sig. Dette er vi selvfølgelig en del af, da det giver mange dejlige stunder og samhørighed med andre Jelsinger. Der er gennem årene brugt masser af tid på fodboldbanerne og i hallen med Volleyball og gymnastik. Den ihærdige indsats har for vores ældste søns vedkommende båret frugt og han er på U21 Landsholdet i Volleyball. Vores mellemste søn har efter mange sæsoner i Jels fortsat sin store interesse for Fodbold i Vejen, hvor han træner og spiller 3-4 gange om ugen.
Mor og datter i familien har i 3 år med stor fornøjelse deltaget i Jels Vikingespil og det er bemærkelsesværdigt, at en by af Jels´ størrelse i næsten 40 år har kunnet trække folk til spillet fra nær og fjern. Men en friluftsscene som ved søen findes næppe magen til. Den er helt unik og bare et af samlingspunkterne i Jels. 

Men der er jo det med naturen…. og siger man Jels, siger man også natur.
Naturen og søerne er et kæmpe aktiv for en by som Jels. Vi nyder dagligt de skønne omgivelser hvad enten det er til fods, på cykel eller på hesteryg. Der kan nævnes i flæng, friluftsbadet, nyt og utrolig lækkert, Golfbanen, Planetariet, de mange skove der omkranser Jels og en stor del af området, hallen og …….ja der er så mange muligheder, at man nemt glemmer nogle.
Det er faktisk meget kønt at køre ind i byen, særligt ved søen og førstehåndsindtrykket er en by i udvikling og ikke afvikling.

Noget af det jeg holder utrolig meget af når jeg bevæger mig rundt i byen, er at møde og tale med mennesker i alle aldre og som har beskæftiget sig, eller beskæftiger sig med noget helt andet end det jeg bruger mit arbejdsliv på. Det synes jeg ikke, man oplever på samme måde i en stor by. Og når der skal handles, hvilket der er flere muligheder for i byen, ja så støder man ofte på et kendt ansigt.

Infrastrukturen til og fra Jels er yderst fornuftig. Der er ca. 15 minutters kørsel til motorvej og dette nærmest i alle retninger. Huspriserne er i mange niveauer og alle kan være med.

Kort fortalt, så er Jels en skøn oase, smuk på alle årstider og et dejligt sted at være uanset hvor man er i livet. Og der er potentiale for meget mere……………… 

Skrevet af Birgit Qvist, Jels, marts 2015