I hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en pulserende åre i Syddanmark. Kommunens centrale beliggenhed og gode infrastruktur betyder, at du ikke behøver at bekymre dig om lange køer til og fra din arbejdsplads – uanset om du arbejder inden for kommunegrænsen eller i byer som Esbjerg og Kolding.

Vejen Kommune er en del af Trekantområdet og har en unik geografisk beliggenhed og infrastruktur. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver let adgang til resten af landet såvel som Europa. På under en time kan du nå mere end 300.000 arbejdspladser i bil. Billund Lufthavn ligger kun en halv times kørsel væk, og der er under tre timers kørsel til Hamborg Lufthavn.

Kommunens gode kollektive trafik betyder også, at resten af Danmark er indenfor rækkevidde. Fra Vejen er der timeforbindelser med tog til København, Aarhus og Aalborg.

Og når arbejdsdagen er omme, er det oplagt at snøre vandreskoene eller hoppe på jernhesten og opleve områdets natur. Kommunen er nemlig udstyret med veludbyggede cykel- og vandreruter, der gør det nemt at besøge alle afkroge af Vejen Kommune.