Aktiv i det fri

I Vejen Kommune kan du leve et aktivt liv i det fri, og vores natur skaber de bedste rammer for udendørsoplevelser året rundt. Fra Hovborg i nord til Jels i syd finder du aktiviteter i det fri, som får pulsen op og stressniveauet ned. Nedenfor kan du læse om nogle af de mange muligheder, du har for at leve et sundt og aktivt fritidsliv.

Her er et udpluk af de aktiviteter i naturen, som Vejen Kommune byder på:

Lystfiskeri i Kongeåen
Der er mange muligheder for lystfiskeri i kommunen. Blandt andet i Kongeåen, som er en af de få store åer i landet, der er forholdsvis uberørt. Hvert år bliver der fanget laks og havørreder, og sportsfiskerforeningerne arbejder på at skabe flere gode gydestrækninger, så vi kan få en god bestand af laks, ørred og stalling. Desuden er der mulighed for at dyrke lystfiskeri i Jels Nedersø og Jels Midtsø samt Holme Å og Holsted Å.

Jels Søbad
Er du klar på en frisk dukkert? Så hop i vandet ved Jels Søbad, der har en af Danmarks bedste beliggenheder med bøgeskov i baggrunden og en hyggelig by langs bredden. Søbadets cirkelrunde badebro gør det til et oplagt sted at bruge en varm sommerdag med familie og venner. Og i de kolde måneder er det den lokale vinterbadeklub, der holder til ved søen.

Vandsport
Vejen Kommune byder på rige muligheder for at prøve kræfter med det våde element. Områdets mange vandløb og søer danner den perfekte ramme for sejlads i robåde såvel som kano og kajak. Og for vandsportsentusiasterne er Jels Roklub et oplagt sted at finde et fællesskab omkring aktiviteterne på vandet.

Naturstier
Hvis du vil helt tæt på naturen, kan du snøre vandreskoene og betræde nogle af Vejen Kommunes mange naturstier. De fører dig til områder, du ellers ikke vil opdage. Start for eksempel ved Hovborg, hvor du kan gå gennem heder, moser og enge – eller oplev et lille stykke af Hærvejen ved at starte vandreturen fra Stursbøl Plantage.

Cykelruter
Vil du have vind i håret og fart i benene, byder Vejen Kommune på cykelruter fra nord til syd. Tag den lange cykeltur fra Øster Lindet til Rødding, eller oplev Jels’ mange attraktioner på to hjul ved at følge cykelstien i området. Her kan du finde cykelkort til femten forskelligartede cykelruter, der giver udfordringer og oplevelser til enhver smag. 

Vejen Fodboldgolf
Mellem Vejen og Skodborg finder du Vejen Fodboldgolf, som i perioden april til oktober byder på en 18-hullers fodboldgolfbane. Et oplagt sted at prøve kræfter med en utraditionel sport i den flotte natur.

Sølvdal Skovfodboldgolf
Som det eneste sted i Danmark kan du i Sølvdal Skov spille skovfodboldgolf. Prøv den store 18-huls bane, der er anlagt af naturmaterialer midt i skoven – her er der udfordringer for både børn og voksne.

Du kan finde mange af de andre naturperler og -aktiviteter i Vejen Kommune på www.vejen.dk/naturperler