Rødding har næsten alt – og resten er tæt på

Selvom Rødding er en mindre by i centrum af Sønderjylland, har den et væld af attraktive tilbud til børnefamilier. Og så ligger den tæt på flere storbyer. Nærhed i lokalmiljøet i kombination med de mange muligheder har fået tre tilflytterfamilier til at føle sig hjemme i byen i hjertet af Sønderjylland.

Fællesskabsånden, de grønne omgivelser og de mange attraktive tilbud til både hverdag og fritid har været medvirkende til, at tre tilflytterfamilier i dag er faldet så godt til i Rødding, at de kan anbefale andre familier at slå sig ned i centrum af Sønderjylland.

”Rødding har næsten alt, hvad man kan ønske sig i hverdagen; skoler, børnehaver, bager, slager, tøjforretninger og dagligvarebutikker. Og så ligger det centralt – kun en halv times kørsel fra Haderslev, Kolding og Esbjerg” fortæller Tanja og Søren Klit, der for 16 år siden flyttede deres base fra Horsens til Rødding.

Oprindeligt kiggede familien Klit på bolig i Kolding, men huspriserne fik dem til at kigge på de omkringliggende områder. Her fandt de et dejligt hus i Rødding.

”Huspriserne i Rødding var i forhold til Kolding mere spiselige. Byens kulturelle tilbud var med til at gøre udslaget,” påpeger familien Klit, der selv bruger Røddingcentret meget.

Multikulturhuset Røddingcentret er en livsnerve i byen midt i Sønderjylland. Her finder du et væld af fritidsaktiviteter og et meget aktivt foreningsliv. Rødding har svømmehal, sportshal, bibliotek og biograf. Dertil kommer mange kulturelle arrangementer – og der er ikke langt til naturen og de mange oplevelser, den byder på. Røddingcentret er nabo til de nye, attraktive byggegrunde, som Vejen Kommune har i udbud netop nu.

Rødding krøb under huden

Tilflyttere fra Århus og hovedstadsområdet fremhæver ikke kun Røddings mange muligheder og tilbud. Fællesskabet og pionerånden de mødte i Rødding var med til at få dem til at føle sig hjemme i byen.

”Rødding er på godt og ondt en mindre by. Naturligvis mangler der mange af en storbys faciliteter. Men ’hjemme’ er jo ikke defineret af muligheden for at gå i byen. Hjemme er – som de siger – hvor hjertet bor. Ligeså langsomt krøb Rødding ind under huden på os, indtil vi en dag helt naturligt var hjemme i Rødding,” fortæller Jens Horstmann, der flyttede fra Århus til Rødding med sin familie for 10 år siden, da han fik arbejde på Rødding Højskole.

Ulla Torpe og Nikolaj Grundtvig, der flyttede fra Valby til Rødding for 16 år siden, blev positivt overraskede over, hvor hurtigt og nemt der var at skabe et nyt netværk i Rødding.

”Vores netværk i København var pludselig meget langt væk, når nu vi sad i det sønderjyske. Men inden flyttebilen var kørt, kom den første nabo forbi med en hilsen. Og inden året var omme, var et nyt netværk under opbygning. Vi er meget glade for den modtagelse, vi fik på vejen,” fortæller Ulla Torpe og Nikolaj Grundtvig og tilføjer:

”Rødding har et imponerende antal attraktive fritidstilbud til både vores kreative og sportslige interesser. Vores døtre har prøvet flere af de mange muligheder, der er. Det har været en dejlig by for vores to piger at vokse op i.”

Og skulle du alligevel mangle et fritidstilbud, så finder du opbakning til nye initiativer i Rødding. Det er Jens Horstmanns oplevelse:

”I Rødding er der mennesker, som vil noget med deres by – og der er kort fra idé til handling. I Rødding mener man noget til Grundlovsdag, og i maj tager vi børnene forbi mindestenene fra krigen, mens folk tænder stearinlys, fordi i Rødding minder man hinanden om, hvad der er vigtigt,” fortæller Jens Horstmann og tilføjer:

”Vi er hjemme i Rødding, fordi det er svært at være fremmede for hinanden i en mindre by. Hvis man gerne vil fællesskabet og lokalt initiativ, så er det ikke noget skidt sted at slå sig ned.” 

Vidste du at:

Du kan læse de tre familiers historier på Røddings egen hjemmeside: https://roedding.dk/kontakt/den-gode-historie 

Der er flere grunde til at bygge dit drømmehus i Rødding: